Først en artikel: Langrend for novicer
Nederst en artikel: Rulleski for begyndere.
Langrend for novicer…
Dagene er snart så korte som de kan blive i vores lille land… så nu varer det ikke længe før vinteren er over os – og måske, hvis den globale opvarmning ikke helt har fået overtaget endnu, kan vi risikere kuldegrader og endda et blivende hvidt puddertæppe, til gene for trafikkanterne og til stor glæde for børn og friskluftsentusiaster… ☺
Vil du ud og gå tur i skoven kan det godt være lidt træls at kæmpe sig gennem en halv meter sne… men fortvivl ikke, for siden tidernes morgen har menneskeheden løst det problem, ved at spænde nogle brædder, med opadbøjet spids, under støvlerne og glide let over alle besværligheder.
Har du noget gammelt udstyr tilgængeligt, kan du selvfølgelig starte med det – og gøre dine egne erfaringer hen ad vejen… men hvis du vil undgå en masse trælse oplevelser og knubs i processen kan du læse videre…
Med øvelse kan man løbe både hurtigt og langt på ski, men det kræver optimalt udstyr, god kondition, styrke, balance, teknik, koordination og helst velpeparerede skiløjper… så det vil vi slet ikke komme ind på her.
At GÅ på ski, kan alle tage fat på og få stor fornøjelse af fra dag et. På med skiene og noget passende tøj, så ligger vinterlandskabet åbent for dine fødder. Tag af sted alene og nyd stilheden, dyrelivet og den friske luft, eller tag familie og venner med – og glem endelig ikke en lille rygsæk med varm kakao… og skulle du forvilde dig væk i det store hvide, så fortvivl ikke… bare vend dig 180 grader og følg dine egne skispor tilbage til udgangspunktet.
Lad os starte med stavene, som man bruger til at holde sig oppe med, især hvis man er ved at miste balancen. Den ene ende er forsynet med en lille jernspids. Den skal vende nedad, og hjælper til at staven ikke skrider, selv på iset og hårdt underlag. Fem centimeter over spidsen sidder trensen, som er en slags omvendt kurv, der gør at staven ikke synker ret langt ned i sneen. På fast sne, løjper og lign., kan man nøjes med en lille trense, men i dyb og løs sne er en stor trense at foretrække. I toppen af staven er et håndtag med en strop. Man tager staven på, ved at stikke hånden gennem stroppen, så staven hænger ned. Så griber man ovenfra om både håndtag og strop – og så er man klar hvis stroppen går rundt om håndleddet og længde passer med bunden af buen mellem tommel og pegefinger. Stavens samlede længde skal være ca. 30 cm. kortere end kropshøjden, eller nå omtrent til oversiden af skulderen eller lidt under. Som skigænger kan man fint klare sig med billige stave.
Så kommer vi til skiene – og der findes virkelig at hav af muligheder og prisklasser. Først og fremmest skal man gøre sig klar, hvilke behov man har og så få råd og vejledning af folk der ved noget om langrendsski. Man kan købe ski mange steder i Danmark, udlandet og på nettet – brugt som nyt. Desværre er der ikke så mange sælgere i Danmark, der VIRKELIG ved hvad det handler om…
Undersiden af skien, den del der har kontakt med underlaget, hedder sålen. Den er beregnet til at glide på sneen. Den er ofte forsynet med en styrerille. Hvis man placerer skien på et hårdt og fladt underlag, vil man se, at sålen ikke har kontakt med underlaget under midten af skien. Den forreste og bagerste del af sålen, som har kontakt med underlaget, kalder man glidezonerne – stykket imellem glidezonerne kaldes fæstezonen. I fæstezonen smører vi fæstevoks eller klister for at stå fast. I glidezonerne kan man indvarme parafin for at glide hurtigere… men som nybegynder har man sjældent lyst til mere fart, end allerhøjst nødvendigt, så det vil vi ikke beskæftige os med…
Det allervigtigste ved valg af ski er, at de skal passe ret nøjagtigt til din kropsvægt således at fæstezonen trædes næsten helt i bund, når du står med HELE din vægt på én ski OG at sålen i fæstezonen ikke har kontakt med underlaget, når du står med vægten ligeligt fordelt på begge ski. Dette kan tjekkes enkelt, ved at stå på skiene, på et fast og plant underlag og prøve under skiene med et stykke papir. Denne test giver samtidig et godt fingerpeg om fæstezonens udbredelse.
Er skiene for bløde, slider man hurtigt fæstevoksen af – og er skiene for stive, kan man ikke træde fæstevoksen ned i sneen, hvilket i begge tilfælde medfører, at man ikke kan stå fast og får en bambi-på-glatis-oplevelse ud af sin ellers hyggelige skitur… længden og bredden på skien er egentlig ikke så vigtig. Lange ski flyder bedre i løs sne og korte ski er nemmere at styre ned ad bakke, i sving og når man skal bremse. Brede ski flyder bedre i løs sne og er nemmere at holde balancen på, mens smalle ski mere er beregnet til faste optrukne løjper.
Nogle ski har stålkanter på midten eller i hele skiens længde. Det gør dem effektive at bremse med – og man står bedre fast på hårdt og iset underlag. Nogle ski har et ruflet mønster i fæstezonen og skal ikke have fæstesmøring for at stå fast. Smørefri ski virker ikke på iset underlag og kan klampe i tøsne, ellers er de super til nybegynderen og danske forhold.
På oversiden af skien og lige midt i balancepunktet, skal der være monteret en binding der passer til skistøvlerne, der igen skal passe til foden – evt. med en tyk uldsok som mellemkomst. Der findes også et hav af skistøvler… alt lige fra dansesko til tunge travestøvler. Vælg et par der føles rar på foden, passer til pengepungen og dækker dine behov. Bindingstypen er ikke så vigtig, bare den passer til støvlen…
Og nu er vi så kommet til den største videnskab inden for langrend: Fæstesmøring. – og desværre, her er det kun erfaringer, baseret på prøv og fejl, der tæller… man kan gå videnskabeligt til værks og studere sneens beskaffenhed, hvor parametre som krystalstruktur, fugtighed og temperatur har afgørende indflydelse på valg af smøring. Til nybegynderen vil jeg anbefale 3 slags fæstevoks: En rød til plusgrader, en violet til 0 grader og en blå til minusgrader. Derudover bør man have en universal klister, som man kan bruge når fæstevoksen ikke fungerer… klister fås på tube, men jeg vil anbefale nybegynderen at købe det på spray. Med det ovennævnte udvalg kan man klare sig hæderligt under alle tænkelige forhold, hvis man forstår at bruge det rigtigt…
Fæstevoksen tegner man på sålen i fæstezonen, som med et farvekridt, ganske tyndt og gerne flere lag. Voksen udjævnes med en korkklods mellem hvert lag.
Klister lægges yderst varsomt på, så tyndt som muligt, kun et lag - evt. ved hjælp af et strygejern. Det er noget værre stads og skal fjernes med renset benzin eller klisterfjerner, men nogle gange er det kun klister der giver fæste…
Man må gerne ligge forskellige lag oven på hinanden.
Nu er du næsten klar til at tage på eventyr… men lige en lille detalje: Hvis skiene tager magten fra dig, ned af bakke, så skal du lige vide hvordan man bremser... På fast underlag, kan man plove. Det vil sige at stå halvvejs i spagat, med ret ryg og lade skispidserne næsten mødes, mens man kører på den indvendige kant af skiene og på den måde skubber en snevold til siden med begge ski, som en sneplov. Det lyder komplet umuligt – og er dog også nemmest at lære af en god instruktør. – og lad mig i den sammenhænge henvise til de lokale skiklubber rundt om i landet, hvor man kan få hjælp, råd og vejledning – og spare sig selv for mange genvordigheder…
Til nybegynderen der giver sig i kast med langrend på egen hånd, vil jeg anbefale at øve sig i en kontrolleret ”danskerbremse”, som nordmændende kalder det… Når du glider nedad med parallelle ski, går du ned i knæ, til enden næsten rører bagskien, undgå at læne dig fremover, og så lader du dig dumpe ud til den ene side, så måsen kontrolleret rammer sneen og bremser videre fremfærd. Det er ikke smukt og elegant, men det VIRKER!!
Skulle du være så uheldig, at tingene ikke gik så kontrolleret som du havde regnet med og du er endt i en uformelig skruestik, hvor ski og stave peger i alle retninger og ikke er til at filtre ud. Så lig dig på ryggen, stik benene lige op i luften, hvor du orienterer skiene parallelt og efterfølgende sænker dem til samme side, nedad hvis du er på skråt underlag. Derefter ruller du op på alle fire, med knæene på skiene, får styr på stavene og rejser dig op, børster sneen af klæderne – og håber der ikke var nogen der så det… ☺
God tur – og velkommen i den hvide verden.
****************************************
Rulleski.
En varm sommerdag, hvor soldisen flimrer over markerne og man tænker på alt andet end vinter og kulde, dukker der pludselig en langrendsløber op på cykelstien. - Med lange seje stavtag og hurtige fraspark ruller han svedende forbi, mens man drejer hovedet af led og undres… sådan er det ikke ualmindeligt at møde begrebet rulleski, for første gang.
Når man efter et stykke tid har sundet sig lidt, vækkes nysgerrigheden måske. Det så lidt fjollet ud, men også lidt sjovt… gad vide hvad det kræver - og hvordan kan man komme til at prøve?
Hvem
Rulleski er for alle der har lyst. Oftest har folk erfaring med langrend før de finder på at køre på rulleski. I klubregi har man aktiviteter for børn fra ca. 10 år og op, men man kan sagtens starte allerede ved 4 årsalderen… opad aldersmæssigt, er det vist kun førligheden og viljen, der sætter begrænsninger. Det samme gælder fysiske handicaps – f.eks. kan blinde og svagtsynede godt løbe på rulleski, hvis de har en seende guide.
Der findes mange forskellige tilgange til rulleskiløb. Der er langrendsløberen, fra motionist til elite, som træner for at komme i form til vinterens skiløb. Der er sportsudøvere fra mange forskellige idrætsgrene, der bruger rulleskiløb som en effektiv træningsform, til at supplere specialtræningen med. Der er folk med skader og skavanker der bruger rulleski som en skånsom genoptræningsform. Og så er der dem der løber konkurrencer på rulleski, motionister og elite, uden at have hensigter om løbe på ski. Og så skal vi ikke glemme hyggemotionisterne, der prioriterer den sociale side af fællestræningen og længere ture. For de fleste rulleskiløbere er det nok FLERE af de ovennævnte grunde der tæller.
Hvor
Det er bedst at rulle steder, hvor man ikke er til gene for andre trafikanter, eller selv kan komme i klemme. Cykelstier, øde landeveje, tomme parkeringspladser, nedlagte jernbaner m.m. med god asfalt, er velegnet – men også grusveje og skovstier kan være sjove og udfordrende.
Komme i gang
Man kan selvfølgelig fare ud og købe sig fattig i de første de billigste rulleski man kan finde på nettet, i en tilfældig sportsbutik eller på brugtmarkedet og give sig i kast med sporten på egen hånd.
For at minimere mængden af knubs og fejlinvesteringer er det anbefalelsesværdigt, at man tager kontakt til den lokale langrendsklub , den kan evt. findes via Dansk Skiforbund , hvor man kan deltage i fællestræning og få kyndig instruktion og vejledning, samt prøve nogle forskellige rulleski og få svar på de fleste spørgsmål. Man behøver som regel ikke at melde sig ind fra starten, for at snuse lidt til sporten.
Er man i hovedstaden en onsdag aften, kan man gratis låne udstyr og deltage i instruktion hos Nordic Sport som ligger tæt på fælledparken.
Udstyr
Der er egentlig kun fire ting der adskiller rulleskiudstyr fra langrendsudstyr.
- Rulleskiene, som i princippet bare en afkortet langrendsski med to hjul, så man kan komme frem uden sne...
- Stavspidserne, som skal være i hårdmetal og skarpslebne for at kunne stå fast på asfalten. Disse kan købes i løs vægt for en hund og monteres på et par almindelige skistave. Vær opmærksom på, at stavspidsen skal passe til din stavtykkelse.
- Sikkerhedsudstyret, som beskrevet nedenfor.
- og så selvfølgelig den allestedsnærværende mangel på sne.
Ligesom i langrend skelner man mellem to stilarter: klassisk og skøjt. Klassisk er den ældste måde at løbe på ski. Det ser ud som almindeligt løb, hvor man sparker bagud med det ene ben, for at komme fremad på det andet.
Skøjt er en stilart der blev udviklet i starten af 1990´erne, hvor man glider fremad fra side til side, ligesom på rulleskøjter.
Rulleski til klassisk har en bagspærre i det ene hjul, så rulleskien ikke kan trille baglæns. Desuden er hjulene brede og ikke så høje, så rulleskien er stabil ved fraspark.
Rulleski til skøjt er højere og smallere og har ingen bagspærre, de kan således køre både frem og tilbage.
Der findes kombi-rulleski som er beregnet til begge stilarter, men dem skal man holde sig fra, da de ikke er særlig gode til hverken den ene eller anden stilart.
Ti l sidst skal nævnes off-road rulleski, som har større og ofte luftfyldte hjul, samt en god balance, så de er bedre anvendelige, hvor der ikke er asfalt, som navnet antyder.
Derudover er der et hav af ekstra udstyr, som stavslibere, bremser, rullemodstand og… you name it!
Hvad koster det?
Er man medlem i en langrendsklub og selv har langrendsudstyr, kan man oftest låne rulleski til fællestræning, så man ikke behøver at investere yderligere. Har man behov for at eje egne rulleski, kan de købes for ca. 1.500.- kr. og op. Rulleski i en god kvalitet, ligger på 2.000,- til 2.500,- og kan som regel holde hele livet, hvis de passes og plejes med jævne mellemrum.
Man kan således klare sig med lidt, men man kan også sagtens købe sig fattig i grej.
Sikkerhedsudstyr
Det vigtigste er at have en god hjelm på, da selv mindre voldsomme styrt kan give langvarige gener hvis ikke hovedet er beskyttet. En ganske almindelig cykelhjelm er udmærket.
Hvis man træner sammen med andre, er beskyttelsesbriller en god ide, da stavspidserne af og til kan ende utilsigtede steder.
Ved styrt er især knæ, albuer og hænder udsat for slag og hudafskrabninger. Her er det en god ide at bruge knæ- og albuebeskyttere som rulleskøjteløbere og skatere bruger. Håndledsbeskyttere er desværre svært foreneligt med skistavene, men tynde skihandsker eller cykelhandsker kan tage de værste hudafskrabninger og hjælper også glimrende mod vabler.
Start med at køre i noget gammelt træningstøj, da det er ærgerligt at slå hul i den nye goretex-jakke eller -buks til en halv mulliard.
Kører du på offentlig vej, bør man forsøge at gøre sig så synlig som muligt med refleksvest og tøj i pang-farver. Og vil du køre i mørke, kan du IKKE have for mange blinkende lygter og reflekser på.
Ifølge færdselsloven er man som rulleskiløber at betragte som fodgænger, til trods for at farten godt kan komme på den gode side af 60 km/t for de mest vovede… vær derfor meget opmærksom på hvordan og hvor du færdes i trafikken… det er oftest dig der er den blødeste.
Vær agtpågivende overfor heste og andre dyr, der let bliver skræmte af lyden fra stavene mod asfalten.
Og så lærer man hurtigt at holde et vågent øje 5 – 10 meter frem på vejen, da små sten, grene, fedtede blade, grus, riste, dæksler, huller og ujævnheder i asfalten, nemt kan sætte en brat stopper for rulleskihjulenes videre fremfærd…
Kan man bremse på rulleski?
Det lyder farligt med alt det sikkerhedsudstyr, og at bremse er da også noget der volder begynderen en del kvaler. Der findes flere bremsemetoder.
Ligesom på ski, kan man plove, dog er teknikken en lille smule anderledes – og det kan tage lidt tid at gøre stop, hvis farten er høj. En anden mulighed er at køre kontrolleret ud i rabatten, hvor de små rulleskihjul hurtigt taber fart – nogle gange lidt FOR hurtigt! Ved lavere hastigheder kan man mindske farten, ved at bruge stavene imod køreretningen. En nødløsning kan være ”danskerbremsen”: - at kaste sig ned, mere eller mindre kontrolleret… Ved den sidstnævnte bremsemetode er det at sikkerhedsudstyret kan gøre stor gavn, da bremseunderlaget har en tendens til være rimelig hårdt…
Hvad er det godt for?
Rulleski er en udfordrende og skånsom træningsform. Knubs og hudafskrabninger ved styrt - og evt. en tennisalbue, hvis man er for ivrig, kan man dog godt risikere…
Det kræver og giver god kondition at løbe på rulleski, da ALLE de store muskelgrupper er i aktion samtidigt. Så hjertet og det øvrige kredsløb har nok at gøre med at transportere ilt og affaldsstoffer.
Det giver en god udholdende råstyrke i hele kroppen. Da alle muskler trænes, selv en masse små muskler, som man slet ikke anede eksisterer…
Det giver en god balance og koordination – og ikke mindst, øget reaktionsevne og forudseenhed, som man kan have glæde af i mange andre sammenhænge i livet.
Så egentlig er der ikke meget mere at sige end: - PRØV DET!